DGS fejrer 40 års jubilæum

 

Vi inviterer til reception med

  • Hyggeligt samvær
  • God mad og vin
  • Taler
  • Musikalske indslag på vores Ludivariusguitar/og andre guitarer! (åben scene – alle er velkomne til at spille)
  • Præsentation af vores nye jubilæumsbog
  • Diverse guitarnørderi

Vi opfordrer alle medlemmer til at møde op søndag den 17. september kl. 12 til 16 i Metronomen, Godthåbsvej 33, Frederiksberg!

Hilsen og på guitargensyn
fra formanden
og resten af bestyrelsen.

De sidste 40 år har DGS været en særdeles produktiv aktør i det danske guitarliv. Vi har udgivet vores blad GUITAREN, arrangeret et utal af koncerter med såvel danske som internationalt kendte navne, afholdt foredrag, stået for master classes, indkaldt til spil-sammen møder, lavet surprise events i forbindelse med vore generalforsamlinger, annonceret til fordel for guitarbyggere og guitarsælgere, etableret udlån af vores Ludivarius guitar, været et mødested for aficionados og venner af guitaren og kolporteret prisbillige CDer med klassisk guitarmusik – alt sammen for at støtte og fremme interessen for den klassiske guitar.

Som H.C. Andersen ville udtrykke det, gør det mig næsten svimmel at tænke på alle de tusindvis af frivillige timer, der er investeret i selskabet af formænd, næstformænd, kasserere, bestyrelsesmedlemmer, bladredaktører, suppleanter, artikelforfattere, læserbrevsskribenter, osv. Listen forekommer næsten endeløs, og det eventyr skal da markeres!

DGS´s nuværende bestyrelse inviterer dig derfor til at fejre denne fantastiske indsats, hvor vi, der nu bærer faklen videre, samtidig kan vise respekt over for alle de kræfter, der er blevet investeret indtil nu. Vi håber, at eventyret fortsætter!